Featured

Racerkører Casper Elgaard i sin autocamper

Thanks! Share it with your friends!

You disliked this video. Thanks for the feedback!

Added by
182 Views
Den århusianske racerkører Casper Elgaard kunne bo i sin autocamper. Han elsker den og kan ikke forestille sig et liv uden.

På FDM Jyllandsringen lyder brølet fra de 350 HK under kølerhjelmen på Casper Elgaards toptrimmede Peugeot 308 TCR. Vognen skyder frem fra pitten og ud på banen, hvor Casper lader den trække fra rundt i første sving. Kort efter op ad den korte langside nærmer han sig 200 km/t.

Efter nogle få omgange triller han igen i pit. Vognen bliver hævet op på sekunder, og teknikerne fjerner alle hjul for at finjustere inden de næste testrunder. Casper tester og optimerer sin vogn i selskab med 2 andre kørere og op mod 25 mekanikere på holdet hos BrianMadsensport.com. Denne tirsdag i april handler det især om at finde den optimale hældning på hjulene og få bremserne justeret til det maksimale. De 3 kørere skal være klar til sæsonstart.

30. sæson som racerkører
Hvis motorsport interesserer dig, så kender du Casper Elgaard, idet han i år kører sin 30. sæson. Casper har kørt 336 løb og er noteret for 56 sejre - bl.a. 6 gange vinder af DTC samt 24-timers Le Mans vinder i 2009 i LMP2-klassen. Hele 167 gange har Casper stået på podiet med enten en 1., 2. eller 3. plads.

I sin karriere har Casper foruden sin nuværende Peugeot 308 TCR kørt Honda Civic TCR, Porsche 904, Porsche 917/30, Aston Martin Vantage GT3, Ford Mustang, BMW 120d, Chevrolet Camaro, Porsche 911 GT3, Porsche RS Spyder, BMW 320si E90 og adskillige andre.

Han vinder også Vild med Dans
Selv om du ikke er til motorsport, har du måske set Casper på tv. I 2009 vandt han 6. sæson af Vild med dans sammen med Vickie Jo Ringgaard, men det er en helt anden historie. Nu skal det handle om autocampere. Men hvordan hænger det sammen, at racerkøreren bag rattet i de vildeste vogne kører en pænt stor autocamper? Der er jo nærmest en verden til forskel.

“Det er 2 forskellige verdener, men det er også med 2 forskellige formål, man bruger camperen og racerbilen. Camperen betyder meget for mig og gør mig til en bedre racerkører, fordi jeg kan slappe af i den”, siger Casper.

I forbindelse med både træning og racerløb fungerer camperen som Caspers frirum, hvor han kan trække sig tilbage og slappe af. De øvrige kørere og mekanikere sover på hotel, men Casper foretrækker sin rullende bolig.

En kæmpe fornøjelse at køre camper
“Jeg elsker at sidde højt bag rattet med godt udsyn i min Eura Mobil og køre stille og roligt afsted. Opleve friheden på en weekendtur. Holde på en havn og slappe af”, siger Casper.

Han tager Eura Mobilen rundt til racerløb og glæder sig til at kunne komme mere ud i Europa med den. I fritiden sørger han også for at komme på campertur med sin kone og deres 2 små børn.

“Campinglivet er noget nyt for mig. Jeg er blevet en meget glad campist, der stadig har meget at lære. Jeg kan slet ikke se et liv for mig uden en autocamper nu. I autocamperen kan vi nyde det og se hele landskabet. Jeg kunne faktisk godt bo i den, hvis det krævede det”, siger racerkøreren.

Vil du se Casper køre stærkt?
Har du benzin i blodet, og vil se Casper køre stærkt, så har TCR sæsonpremiere på Ring Djursland 6. juni (løbet og hele sæsonen sendes live på TV2 Sport). Den 3.-4. juli er der løbsweekend på FDM Jyllandsringen.

TCR Denmark er Danmarks nye motorsportsklasse - den internationale formel af standardvogne. TCR har gået sin sejrsgang verden over og kom til Danmark i 2020.

Læs mere
https://tcr-denmark.com
Commenting disabled.